Boulevardcafeen

Den bedste grund til at tage til torvedag på Ingerslevs Boulevard: Boulevardcafeen! Her et foto af nyere dato.

Boulevardcafeen, eller ”Bulle”, som stedet kaldes blandt stamkunderne, er rigtignok et af Aarhus’ ti ældste værtshuse, men det er helt bestemt også det værtshus, der har levet den mest diskrete tilværelse af dem alle. Går man i lokalarkivet, er det stort set umuligt at opdrive så meget som et foto, hvorpå det hyggelige værtshus kan skimtes, endsige skriftligt arkivmateriale, der kan fortælle noget om stedets historie. Heldigvis er den nuværende ejer, Jan Rasmussen og hans hustru Anne Marie, leveringsdygtige i anekdoter om stedets fjerne fortid.

Boulevardcafeen ligger for enden af Odensegade lige der, hvor gaden bliver til Ingerslevs Boulevard – deraf navnet; Boulevardcafeen. Bygningen som huser Boulevardcafeen er opført i 1910.

Odensegade 45. Banearbejdernes årlige skovtur passerer forbi. Desværre dækker fanerne for facaden. Fotograferet d. 4 august 1935

Om stedets tidligste historie har det kun været muligt at finde ud af ganske lidt. En ting synes dog at være sikkert, der blev drevet konfektionsforretning i stueetagen af Odensegade 45 indtil 1944. Herefter blev stedet til det værtshus, vi kender i dag.

Om et af stedets første ejere fortælles det, at han fik råd til at købe forretningen, da han mistede et ben under en sabotageaktion under krigen. Den klækkelige erstatning, han modtog, blev brugt på at anskaffe sig et værtshus, da han ikke længere kunne passe sit tidligere arbejde. Han var så uheldig at befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han arbejdede på havnen som havnearbejder, og den omtalte sabotageaktion har højest sandsynligt været den berømte 4. juli eksplosion i 1944 (som man stadig er i tvivl om rent faktisk var sabotage), hvor 100 tons tysk ammunition blev sprunget i luften under læsningen af en godstogvogn. Eksplosionen var så kraftig, at de blyindfattede ruder på domkirken blev trykket ind, brande brød ud på havnen og over store dele af byen regnede det ned med ueksploderede granater. Braget var så højt, at det kunne høres helt i Femmøller, 20 km væk. Over 30 mennesker mistede livet under aktionen og over 250 kom til skade – én af dem var altså den uheldige havnearbejder – og senere værtshusejer.

Røgsøjlen fra eksplosionen på havneområdet.

Om klientellet i stedets første år fortælles det, at det i årene lige efter krigen i høj grad var arbejdere, der frekventerede Boulevardcafeen. Men i takt med at området oppe ved  Ingerslevs Boulevard ændrede karakter og blev mere mondænt, ændrede klientellet på Boulevard Cafeen sig også. Det blev et klassisk stamsted for områdets herrer, og naboskabet med Ingeniørhøjskolen har også altid sat sit præg på klientellet; de unge ingeniørspirer har altid haft deres gang i Boulevardcafeen.

Indenfor på Boulevardcafeen. Den fornemme tjener, naturligvis med butterfly, servicerer sine gæster. Foto fra 1965.

I modsætning til en række af byens andre gamle værtshuse har Boulevardcafeen kun skiftet ejer nogle få gange. Efter den etbenede havnearbejder købte en af opgangens beboere værtshuset. Efter ham har værtshuset kun skiftet ejer et par gange. Den nuværende ejer, Jan, arbejdede selv som bartender på stedet, før han selv overtog det. Det gjorde han og hans hustru i 1998, hvor de tog over efter Kaj Madsen, der havde drevet stedet fra 1982 – 98.

Et øjebliksbillede af livet i baren på Boulevardcafeen i starten af 90'erne. På billedet ses stedets nuværende ejer, Jan Rasmussen - dengang "kun" bartender.

Indtil for nylig var Boulevardcafeen berømt for sit herlige tilbud; tre tarteletter med høns i asparges. En emsig kontrollant fra fødevarestyrelsen fik dog sat en stopper for denne specialitet; køkkenet på Boulevardcafeen var simpelthen for lille. Så i dag må stedets gæster nøjes med at slukke tørsten, da sulten desværre ikke kan stilles der længere til stor ærgrelse for både gæster som ejere. En overgang var tarteletterne så populære, at folk besøgte Boulevardcafeen med det ene formål at smage dem.

Maleri af Boulevardcafeen anno 1994. Originalen kan ses på Boulevardcafeen.

I de senere år er stedet blevet et kendt tilholdssted for AGF-fans, der mødes til en øl på det hyggelige gamle værtshus både før og efter kampen. Boulevardcafeen er det sidste værtshus, man går forbi, inden man drejer ned af Stadion Alle og går ud imod stadionet og ligger således ideelt for en tørstig fodboldfan på vej på stadion. I samme forbindelse kom Boulevardcafeen i alle landets medier i 2005, da man i samarbejde med fanfraktionen ”Galehuset” lovede AGFs spillere gratis øl, hvis de for en gangs skyld kunne formå at undgå at indkassere mål. Bortset fra dette ene mediestunt har Boulevardcafeen ikke gjort sig yderligere bemærket i hverken de landsdækkende eller lokale medier. Men den der lever skjult, lever som bekendt godt! Det er Boulevardcafeen i Odensegade i hvert fald et levende bevis på.

Nyeste maleri af Boulevardcafeen. Originalen kan ses på Boulevardcafeen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Alle, Boulevardcafeen. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s