Værtshusets død, cafeens brød

I 2002 kunne Jyllands Posten fremvise en statistik, der tegnede et tydeligt billede af en dansk social og – kulturinstitution på kraftig tilbagetog: Igennem 90’erne og starten af det nye årtusinde faldt antallet af klassiske ”brune” værtshuse i Aarhus, som mange kender dem fra ”Rottehullet” i ”Huset på Christianshavn” og ”Hamlet” i de første Olsen Banden film, fra 160 i 1992 til 95 i 2002 (samme tendens gjorde sig i øvrigt gældende i København, hvor antallet gik fra 571 i 1992 til 278 i 2002). I samme periode blev Aarhus beriget med hele 106 nye Caféer – øl, snaps og smørrebrød blev så at sige udskiftet med espresso, vin og brunch i stort omfang. Denne tendens havde dog allerede taget fart i løbet af 80’erne. Først i byen var Café Casablanca ved siden af domkirken og siden gjorde også Cafe Englen sit indtog i latinerkvarteret. Dermed gjorde ”Englen” det også af med en af byens mest berygtede beværtninger: ”Øltønden” i Studsgade. Hermed startede caféernes stormløb mod værtshusene i Aarhus! I skrivende stund, år 2011, er denne tendens bestemt ikke vendt. Faldet har dog ikke været så drastisk de senere år, til gengæld er de klassiske danske værtshuse i rigt omfang blevet erstattet af udenlandske værtshus-koncepter; kendte eksempler er det tyskinspirerede Heidis Bierstube, der erstattede det gamle værtshus ”Hafnia” i Frederiksgade, samt ”Escobar” i Skolegade, der tog livet af legendariske ”Færgekroen”.

Færgekroen som den tog sig ud i marts 1968

Det er ikke denne hjemmesides ærinde at spå om, hvorfor udviklingen har gjort det svært for det klassiske værtshus. Nogle har ment, at de gamle værtshuse over årene har mistet deres kundegrundlag; ”når stamkunderne dør, dør værtshuset også”, så at sige. Samtidig har samfundet ændret sig; hvor værtshuset tidligere var et tilflugtssted for ”arbejderen”, så eksisterer ”arbejderen”, som han så ud i 60’erne og 70’erne, stort set ikke længere. Arbejderkvarterene er i dag almennyttige boligbyggerier, og ”arbejderen” bor i dag i lige så høj grad i et parcelhus i forstaden. Udover at servere øl og hygge udførte værtshusene tidligere også et stykke socialt arbejde, som sikkerhedsnet for samfundets mere udsatte grupper; en opgave som velfærdsstaten i dag varetager. Derfor kan man mene, at i takt med at nødvendigheden af værtshuset har været aftagende, er det kun naturligt, at antallet af dem er svundet ind.

Et faktum er det imidlertid, at det klassiske danske værtshus er en truet institution. Som nævnt andetsteds her på siden er formålet med denne hjemmeside derfor at gøre opmærksom på de af de klassiske gamle danske værtshuse, som man stadig kan være så heldig at aflægge en visit i smilets by. Heldigvis er der stadig et relativt stort antal af de klassiske danske værtshuse, man kan besøge i Aarhus. Derfor har det været nødvendigt, i første omgang, at begrænse udvælgelsen til de værtshuse, der kan prale af at have mere end 50 år på bagen som udskænkningssted – og her taler vi om mere end 50 år i samme navn og på samme adresse. Disse ti værtshuses historie, særpræg og kendetegn, vil det her være muligt at blive klogere på. Gå blot på opdagelse – også ude i byen!

"Øltønden" som den så ud i midten af 80'erne (man kan skimte et øltønde-skilt ved det gule hus på venstre vejside) - kort tid efter var den lukket og skiftet ud med "Englen", der eksisterer den dag i dag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s