Pinds Cafe

Pinds Cafes diskrete facade. Således har den taget sig ud, med kun få ændringer undervejs, i langt over et halvt århundrede!

For en særdeles grundig gennemgang af stedets historie, må jeg først og fremmest henvise til Anders Errboe og Erik Strange Petersens bog: ”Kig ind! Elna Pind” fra 1995, der ikke blot handler om Pinds Cafe og de andre erhvervsdrivende, der har benyttet sig af Skolegade 11, men også om Skolegade som værtshusgade og det omkringliggende kvarters historie. Den nærværende fremstilling bygger i høj grad på det materiale.

Historien om Pinds Cafe er først og fremmest historien om stedets første ejer, Elna Pind, der igennem imponerende 45 år styrede cafeen med det, der af mange forskellige mennesker er blevet betegnet som en meget fast og kyndig hånd!

Elna Pind siddende ved det der var "hendes" bord i cafeen - lige foran bardisken.

Den 20. juli 1936 indrykkede hun en tospaltet åbningsannonce i ’Demokraten’, og dagen efter slog Pinds Cafe dørene op for første gang. Men før det kom så vidt, havde så forskellige erhvervsdrivende som det berømte Weinschenks konditori, en skrædder og en hattemager tjent til tilværelsen i Skolegade 11. Dog var det allerede i 1885, at Skolegade 11’s skæbne endelig blev beseglet: der åbnede der et værtshus på adressen. Bortset fra de afbrydelser i udskænkningen, som ombygninger og nybygninger af bygningen (ifølge Erhvervs – og byggestyrelse er den nuværende bygning opført i 1900 – 01) eller ved ejerskifte medførte, har det været muligt at slukke tørsten i våde, men dog ikke altid alkoholiske varer i dette hus i Skolegade.

Den nordlige ende af Skolegade, fotograferet i vinteren 1902. Man kan tydeligt se gavlen af det nyopførte hus i Skolegade 11, der rager højt op over gadens små huse. For enden af den sneklædte gade kan man skimte domkirken.

Fra starten af det sidste århundrede var det forskellige medlemmer af Keller-familien, der drev forretning i Skolegade 11. De havde dog svært ved at få en bevilling. Dengang havde afholdsbevægelsen, desværre for byens øltørstige borgere, vind i sejlene.  I 1920’erne fik stedet sin første kvindelige indehaver; Ingrid Hansen, men hun holdt kun som ’værtshus-mutter’ i et års tid.

Herefter rykkede Anton P.O.M. K Berg ind på adressen og kaldte stedet for ”Cafe Olympia”. I 1927 kan man i Aarhus Stiftstidende læse følgende jobannonce:

”En dygtig pige antages straks til café Olympia”.

Herefter flyttede ”Cafe Olympia” dog sine lokaler til Studsgade, og Skolegade 11 skiftede i stedet navn til ”Harmonien” (uden relation til den nuværende ”Harmonien” på Østbanetorvet), men stedet bestod kun i et halvt år under dette navn. Efter de mange ejer- og navneskifter gik stedet – og værtshusgængerne i Skolegade, en grusom tid i møde: Skolegade 11 blev til en afholdsrestaurant! Perioden som afholdsrestaurant var dog hverken lang eller lukrativ, og allerede i 1931 skiftede stedet navn igen. Denne gang til ”Den lille Café”, og byens borgere kunne ånde lettet op og atter få udskænket stærke drikke i Skolegade 11. ”Den lille Café” bestod, indtil Elna Pind overtog stedet i 1936. På daværende tidspunkt var hendes forgænger A. Christensen så plaget af skattegæld, at han måtte dreje nøglen om. Elna Pind måtte så at sige starte op helt fra bunden, da det ikke just var noget lukrativt grundlag, den tidligere ejer havde overladt hende. I de første år var hun blot bestyrer af stedet – bevillingsindehaveren var en ukendt enkefru Caroline Madsen, men siden overgik bevillingen dog til fru Pind. (før 1950: frøken Pind – efter 1969: enkefru Pind).

Pinds Cafe ses tydeligt til højre i billedet, med det karakteristiske udhængende skilt. Fotograferet i sommeren 1964.

I Pinds Cafes første år beskrives klientellet først og fremmest som arbejdere, siden kom der også selvstændige erhvervsdrivende og funktionærer til, og nærheden til Aarhus Teater gik heller ikke ubemærket hen. En lang række folkekære skuespillere har således haft deres gang hos Elna Pind. Det hævdes endda, at Søren Pilmark er et af de få mennesker i Danmark, der ligger inde med Elna Pinds opskrift på gule ærter! Efterhånden kom også byens mere velhavende forretningsfolk til det hyggelige værtshus i Skolegade. Legendarisk blev i den forbindelse ”millionærbordet”, hvor byens erhvervsmænd kunne ordne forretninger over noget køligt at drikke. På bordet var der et søm, hvorpå man kunne vedhæfte en 500 kr. seddel. Når den så var opbrugt, kunne man sætte en ny på. Det fortælles, at et selskab engang var lige lovligt hurtigt til at bruge penge. Elna Pind fandt det derfor på sin plads at give herrerne ved bordet en kortere karantæne – de havde vel beruset sig lidt for hurtigt til fruens smag.

Det berømte millionærbord hvor byens pinger kunne forhandle og forlyste sig i Pinds Cafes hyggelige omgivelser.

Elna Pind var kræsen med sit publikum. Det kunne hun også tillade sig at være, for allerede i sine første par år som bestyrer kunne hun fremvise regnskaber, der kunne måle sig med de bedste år hos samtlige af stedets tidligere indehavere. Med tiden blev dette blot endnu bedre. På ét område var hun streng: enlige damer havde ingen gang i cafeen! De afvistes således prompte.

Denne holdning til sit klientel bevarede hun også lang tid efter, at tiden for længst var løbet fra denne noget gammeldags holdning til kvinders ophold i restaurationer. Langhårede og skæggede mænd kunne dog heller ikke vide sig sikre hos fru Pind, de risikerede også at måtte se langt efter en øl i Pinds Cafe!

I bogen ”Kig ind. Elna Pind” beskrives hun som en meget korrekt dame, med en blanding af bramfrihed og en lidt gammeldags facon, krydret med et hjerteligt smil. Omkring 1970 er hun af journalist Chris Wammen citeret for følgende syn på sin egen facon:

”Jeg ved godt, at folk kalder mig Mutter Pind og en skrap madam, men jeg er ikke
skrap. Jeg er bare korrekt, og det har jeg været fra den første dag i cafeens
historie. Jeg måtte bede et par letlevende damer forlade etablissementet, og
siden har det været et ualmindeligt dejligt publikum”.

Gæsterne skulle opføre sig som gentlemen, og Elna Pind nød at blive behandlet som en velanset dame, der fik sin cigar tændt (som ofte gik ud!) af stedets galante mænd.

På trods af mange tilbud solgte hun aldrig sin forretning. Hun havde testamenteret sin formue til Kræftens Bekæmpelse. Det hævdes, at hun havde indskrevet i testamentet, at der ikke måtte drives værtshus på stedet, når hun engang gik bort. Heldigvis fik hun aldrig dette tinglyst, hvorfor det stadig er muligt at slukke sin tørst på Pinds Cafe den dag i dag.

I september 1981 fik hun en hjerneblødning og blev indlagt på Amtssygehuset. Få dage efter var hun kommet sig så meget, at hun kun iført morgenkåbe og sutsko kunne flygte fra hospitalet. Hun blev standset af en politipatrulje, til hvem hun forklarede, at hun skulle ”ned at åbne Pinds Cafe”. Det blev hun dog aldrig mere i stand til. Den 15. maj 1984 døde hun på plejehjemmet Hestehaven og bisat fra kapellet på Vestre Kirkegård.

Da anpartsselskabet, der overtog driften af Pinds Cafe efter Elna Pinds død, besigtigede Cafeen i 1985, bestod varelageret fra Elna Pinds tid ca. 3 år tidligere af nogle kasser øl, et par flasker Gammel Dansk, en flaske portvin samt en halv flaske ”Nigger-Rom” fra 1930’erne!

Efter Elna Pinds død blev værtshuset drevet videre af et anpartsselskab bestående af personer i og omkring Østjydsk Musikforsyning. Under skiftende daglige ledere og med skiftende succes drev anpartsselskabet Pinds Cafe indtil 1999, hvor det ikke lykkedes at forny kontrakten med Skolegade 11’s ejer, Anne Ring. Derfor ”flyttede” Cafeen fra Skolegade 11 til Skolegade 29, hvor den blev (gen)indrettet i Elna Pinds ånd. Denne flytning medførte dog en juridisk fejde om navnet ”Pinds Cafe” mellem ejeren af Skolegade 11, Anne Ring, og anpartsselskabet. Denne tvist endte med, at Anne Ring kunne beholde navnet: ”Pinds Cafe”, og det nye sted i Skolegade 29 i stedet kom til at gå under navnet ”Restaurant Pinden”. Begge steder består den dag i dag, og det foregående forklarer det kuriosum, at der findes to beværtninger i Skolegade med stort set samme navn.

Restaurant Pinden, der ligger blot et stenkast længere nede af Skolegade i nr.29.

Efter anpartsselskabets flytning til Skolegade 29 har Pinds Cafe i Skolegade 11 haft en håndfuld skiftende ejere. I dag drives stedet af Jesper Svendberg. Facaden ser ud, som den altid har gjort, indvendigt er der dog sket nogle små-justeringer og renoveringer. Pga. rygeloven fra 2007 måtte man beslutte, om det fortsat skulle være muligt at købe lidt let at spise, eller om man fortsat skulle kunne ryge på stedet. Valget faldt på det sidste. Så Pinds Cafe består stadig her 75 år efter, at Elna Pind slog dørene op. Dog er den nuværende ejer efter sigende ikke helt så skrap i sin udvælgelse af kunderne, som den første ejer. Det er nok meget smart, for så var der nok, desværre, ikke længere noget der hed Pinds Cafe i Aarhus.

Udgivet i Alle, Pinds Cafe

Thorups Kælder

Bygningen der huser Thorups Kælder - dengang Albert Thorups bodega. Her fotograferet i 1938. Navnet kan ses midt på bygningen, skrevet med skråskrift.

Dybt nede under de aarhusianske gader i det, der sandsynligvis er en gammel munkekælder, gemmer Thorups Kælder sig. Thorups Kælder er uden tvivl den af byens gamle værtshuse, der har den mest prominente adresse, og den er ganske givet også en af de, i den brede befolkning, mest kendte af de gamle værtshuse. Midt på (og under) Store Torv ligger den og gemmer sig. Ganske vist kan den være svær at få øje på, ja man skal næsten vide, at den er der. Men den er værd at besøge, og da lokalerne er fredede i klasse A, er det så som så med mulighederne for fornyelser dernede. Facaden er dog ikke fredet; den er nyrenoveret og levner ikke mange muligheder for, at det gamle værtshus kan reklamere for sig selv. Et diskret skilt med små blokbogstaver over indgangen er alt, der afslører, at der gemmer sig et værtshus dernede. I en årrække var der indgang til stedet fra Sct. Clemens Stræde, men i dag benyttes denne indgang kun af personalet og ved øl og vand-leverancer.

Indgangen til Thorups Kælder anno 2011; diskret og moderne.

Kælderen er sandsynligvis bygget i slutningen af tidlig middelalder i det 13. århundrede, hvilket de store hvælvinger, der den dag i dag kan beskues nede i den gamle kælder, er et tydeligt bevis på. På Thorups Kælders egen hjemmeside kan man læse, at stedet blev bygget af cisterciensermunke, der brugte kælderen som spisesal. Den første oplysning er ganske givet korrekt. Den anden skal ikke kunne udelukkes, men synes først og fremmest at bygge på en skrøne, som Albert Thorup, stedets grundlægger, var med til at nære i starten af 1900’tallet. Her iklædte han sine gæster munkekutter, når de gæstede hans kælder. Så kunne de sidde nede i kælderen og lege, at de befandt sig i middelalderen. Dette morsomme indslag har sikkert bidraget til at gøre det til et udokumenteret faktum, at Albert Thorups kælder også var middelaldermunkenes spisesal.

I disse hyggelige omgivelser blev gæsterne i Albert Thorups tid iklædt munkekutter. En mere afslappet påklædning tolereres i dag - omgivelserne er dog de samme.

I 2010 fejrede Thorups Kælder sit 125 års jubilæum. Grunden til dette var, at Albert Thorup, stedets grundlægger, begyndte at drive vinhandel i den gamle kælder i 1885. Før ham, allerede i 1712, skulle en postmester Weigner, ved siden af sit faste erhverv, have drevet en vinhandel i kælderen. Hvor længe han drev den, skal jeg ikke kunne konkludere. Men i 1885 rykkede Albert Thorup som sagt ind, efter at han i sine unge år havde uddannet sig i vinbranchen på Madeira. I stedets første år var det dog udelukkende en vinhandel. Bodegaen kom først til senere. I 1902 søgte Albert Thorup at få lov til at drive bodega, men fik afslag. Afslagets ordlyd kunne læses i Aarhus Stiftstidende d. 20. august 1902:

”Vinhandler Albert Thorup fik Afslag paa Andragende om at drive ’Bodega’ (Udskænkning for ”siddende” Gæster) i den gamle Munkekælder.”

Allerede året efter søgte han igen, og denne gang fik han tilladelse. D. 22. marts 1903 skiver Aarhus Stiftstidende:

”Den gamle Munkekælder, som Vinhandler Thorup har paa Store Torv, er nu blevet istandsat. Denne morsomme Kælder, der vil faa en meget stor Kundekreds, er siden i Gaaet ind som et Led i Byens Beværtninger, og den vil under Hr. Thorups kyndige Ledelse blive et søgt Sted.”

Store Torv i Albert Thorups tid. Her fotograferet i 1908.

Albert Thorup var efter sigende meget frankofil. Derudover er han blevet beskrevet som en stærkt troende og striks herre, der absolut ikke tolererede kvinder i sin kælder. Mandspersoner, som han ikke fandt værdige til at købe vin hos sig, blev også vist ud! I en gammel artikel (der i øvrigt kan læses på Thorups Kælders hjemmeside og på en ramme i selve værtshuset) kan man således læse, at Albert Thorup engang lod hele sin kælder lukke i to dage for at desinficere den, efter at en dame havde sneget sig ned blandt hans vine. Handlingen var bundet i Albert Thorups religiøse overtro. I det gamle testamente står der, at Moses havde påbudt, at kvinder ikke måtte komme i nærheden af vin i deres urene perioder. Den slags efterlevede den gamle vinhandler. Dette var også årsagen til, at kvinder i begyndelsen var forment adgang til Albert Thorups kælder.

En anden gang blev en fornem herre, der havde købt et parti rødvin, vist døren, fordi han ville have vinen med i sin hestevogn med det samme, da han skulle have den med hjem til et selskab. Den slags vin-sjusk tolererede Albert Thorup naturligvis ikke; hans fine vin skulle ikke rystes samme aften, som den skulle serveres!

I 1919 flyttede Albert Thorup til Bordeaux i Frankrig og overlod herefter sin vinhandel og bodega til sin søn Knud Thorup. Han bestyrede stedet indtil 1942, hvorefter stedet overgik til hans datter og svigersøn; Erik og Kirsten Thorup Christensen.

'Albert Thorups Bodega' i Knud Thorups tid. Her fotograferet i 1935

Under Erik og Kirsten fik stedet den indretning, som det stort set stadig har i dag. De fik C. F. Møllers tegnestue til at forestå indretningen af bodegaen, og den daværende direktør for Den Gamle By, Helge Søgaard, lavede et udkast til stolenes design. Det var også i denne periode, at stedet overgik fra udelukkende at være en vinkælder for fornemme herrer til at være et sted, som menigmand kunne betræde. Således stammer den gamle juletradition med Thorups Bodegas (som stedet hed i denne periode) julegløgg fra Erik og Kirstens tid. Denne julegløgg var i december måned en attraktion for næsten alle aarhusianere, der naturligvis måtte slå et smut forbi den hyggelige kælder i forbindelse med juleindkøbene. Små retter kom også på menukortet i disse år. Thorups kælder begyndte i denne periode også at tiltrække byens unge og studenterne. Stedets indehavere tolererede de unge mennesker – men ikke deres musik. Det forblev stadig et nobelt sted, hvor den slags larm ikke forekom.

Indenfor i Thorups Kælder, her i 2011. Bemærk Helge Søgårds stole. De er naturligvis en del af den fredede kælder og må således ikke blive udskiftet med andre stole!

Erik og Kirsten Thorup Christensen drev Thorups Bodega indtil midten af 80’erne, hvorefter Albert Hill overtog stedet. Han døde dog af sygdom, kun 52 år gammel. I dag ejes stedet af Mike Wilson, der dog har forpagtet stedet ud, så det i dag bestyres af Jimmi Orsø.

Der findes mange gamle historier om Thorups Kælder, og der går mange rygter om stedet. Et af dem lyder, at der går en underjordisk gang fra Aarhus Domkirke og hen til værtshuset. Denne historie synes dog at være en skrøne (der går imidlertid en underjordisk gang fra Katedralskolen til Domkirken; det kan tænkes, at de to ting er blevet blandet sammen). Ifølge Aarhus Domkirkes egen hjemmeside findes denne underjordiske gang fra kirke til værtshus ikke. Det er blot en god historie, som aarhusianere i tidernes morgen har overbevist hinanden om. Dog skulle der findes en gang, som fører fra Thorups Kælder til klosteret på Vor Frue Kirkeplads. Den skulle efter sigende gemme sig bag en opmuret dør, der i dag er gemt bag en massiv reol.

Et andet meget vedholdende rygte handler om, at det spøger i Thorups Kælder. Ifølge bogen ”Guide til det okkulte Danmark, bind 2”, er det ”den hovedløse munk”, der spøger i kælderen! I bogen kan man læse følgende.

”Mellem kirken og byporten – lige foran Thorups Kælder – stod indtil 1740 byens første rådhus, komplet med arrest i kælderen og (hen)rettersted på torvet. Man kan roligt sige, at fangehullet var flugtsikret. (…) Fangehullets sidste fange var Rasmus Hesteskærer eller ’Hvide Ras’, der både havde forbrudt sig ved at dræbe sin stedfar og helt upassende for tiden oven i købet også havde tre uægte børn. I oktober 1685 blev ’Hvide Ras’ henrettet på torvet. Hans hoved blev hugget af og sat på en pæl med et jernspyd, mens bødlen kastede kroppen i en kule.”

Store Torv anno 1880; militærparade i forbindelse med majestætens fødselsdag. Det gamle rådhus er forlængst revet ned og Store Torv blevet til. Nogle meter længere nede render 'Hvide Ras' angiveligt og spøger!

Denne stakkes Rasmus Hesteskærer skulle efter sigende gemme sig bag den førnævnte opmurede dør. Og af og til går hans sjæl igennem og skræmmer såvel ansatte som kunder på Thorups Kælder. Thorups Kælder har dog, meget belejligt, haft besøg af en spøgelsesjæger! Om han fangede spøgelset Rasmus, skal jeg dog ikke kunne sige.

Måske er de førnævnte spøgelser blevet skræmt væk af Thorup Kælders nyeste nabo; diskoteket Bernhard, med hvem de deler trappe og indgang. På trods af denne bemærkelsesværdige nye nabo lever Thorups Kælder stadig videre i bedste velgående. Et vin-udvalg, som i Albert Thorups tid, har stedet dog ikke længere. Men andet og mindre kan også gøre det. Det er nemlig stadig muligt at få sig et stykke smørrebrød og en kold pilsner i byens ældste kælder. Og hvis man er heldig kan det jo være, man kan få et spøgelse at se i samme ombæring.

Store Torv 3 under ombygning. Således ser bygningen også næsten ud i dag. Her fotograferet i september 1959.

Udgivet i Alle, Thorups Kælder | Skriv en kommentar

Peter Gift

Peter Gifts facade. Her fotograferet i 1967. Det har desværre ikke været muligt at finde et tydeligt billede af facaden fra Lauritz Peter Hansens tid.

Bygningen, der i dag huser den største af Aarhus’ ti ældste værtshuse, Peter Gift – stedet med den kendte og hyggelige åbne pejs, er opført i 1887. Det var dog først i 1912, at bygningen kom til at huse Peter Gift, der dog rettelig hed Lauritz Hansens Vinhandel og Bodega (opkaldt efter grundlæggeren Lauritz Hansen), da den rykkede ind i M. P Bruuns Gade 10. I sine første år som bodegaindehaver, drev Lauritz Hansen sin forretning i Vestergade, Nørregade og Klostergade. Han døde i 1910. Herefter tog hans enke over. Allerede da de første spiritusbevillinger blev uddelt i 1906/7 blev Lauritz Hansen bevillingshaver.

M. P Bruuns Gade, fotograferet fra Sct. Pouls kirkeplads i 1960. Rådhustårnet kan skimtes i baggrunden.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at Peter Gift i dag ikke har til huse i M. P Bruuns Gade nr.10, men i nr.28. Der foreligger her et mindre mysterium. Ifølge en artikel i Aarhus Stiftstidende fra d. 29. marts 2006 påstås det, at Lauritz Hansens enke og – senere hans søn, Lauritz Peter Hansen, i en periode drev sin forretning i det, der i dag er nr.22 (der hvor Arbejdernes Landsbank har til huse). Denne information har jeg ikke kunnet finde andre steder. Oplysningen synes at bero på en misforståelse. I forbindelse med nedbrydningen af Hallsvej, der blev til Hallssti, da man skulle udvide banegraven, ændrede man også nummereringen af husene på den lige side. Således blev nr.10 til nr.28. Det virker derfor mest sandsynligt, at Lauritz Hansens enke og søn har drevet forretning i de samme lokaler siden flytningen til M. P Bruuns Gade i 1912.

Sønnen, Lauritz Peter Hansen, tog allerede over i 1912, samme år som flytningen til M. P Bruuns Gade. Førnævnte artikel i Aarhus Stiftstidende hævder, at enken drev stedet indtil midten af 1930’erne. Det virker dog usandsynligt, at sønnen, med en alder midt i 20’erne, ikke skulle have været den naturlige arvtager. Stedets navn, Lauritz Hansens Vinhandel og Bodega, skulle tages for pålydende. Der var i starten tale om en forretning, der solgte vine forrest i forretningen, og som havde lov til at skænke disse vine i baglokalet for siddende gæster – dvs. en ”rigtig” bodega. Op igennem 1920’erne annonceredes der heller ikke med andet end udvalget af vin.

Noget tyder dog på, at den gode ”Peter Gift” blødte lidt op for konceptet, som tiden gik. I 1930’erne benævnes stedet som en cafe, hvilket dengang lige så ofte betød værtshus i gængs forstand. Lauritz Peter Hansen gik under øgenavnet ”Peter Gift”, sandsynligvis fordi han, ifølge visse kilder, oprindeligt var farmaceutuddannet. Øgenavnet gik videre til værtshuset, sikkert med Lauritz Peter Hansens stiltiende accept. Det var dog først ved hans død i 1965, at stedet officielt kom til at hedde Peter Gift. På daværende tidspunkt var Lauritz Peter Hansen blevet 79 år gammel og havde således drevet værtshus i 53 år.

Bygningen der i dag huser Arbejdernes Landsbank under ombygning. Stedet hvor Lauritz Peter Hansen og hans moder, måske - men højest sandsynligvis ikke, har haft værtshus. Øverst i billedet kan man ane indgangen til Lauritz Hansens Vinhandel og Bodega. Fotograferet i 1936.

Rygtet vil vide, at stedet i mellemkrigsårene var et tilholdssted for de litterære og intellektuelle af byens borgere. Generelt blev det ganske givet betragtet som en hyggelig, borgerlig beværtning; som et pænt værtshus for dannede mennesker og bestemt ikke i den mere ”bramfri” kategori, som nogle af de andre værtshuse, der bliver beskrevet her på siden. Det fortælles, at Peter Gift under krigen helt undgik at servere for tyskerne efter aftale med kunderne på værtshuset. Hver gang nogle tyske soldater kom ind i lokalet, var det “lukketid”, og Lauritz Peter Hansen gik rundt og slukkede lyset, mens de danske gæster i henhold til aftalen forlod stedet for så at vende tilbage, når fjenden var forduftet.

Ved Lauritz Peter Hansens død i 1965, skrev Holger Christensen, journalist ved Aarhus Stiftstidende følgende mindeord: ”Vinstuen og vinhandelen i Bruunsgade havde et særpræg, som aldrig nogen beværtning vil kunne opvise magen til. Det skyldtes ikke blot det særlige interiør, godt tilrøget og med duft af mange, mange hyggetimer; det skyldtes først og fremmest den ånd, hvori det blev drevet.

Nye ejere og nyrenoveret. Her fotograferet ved "genåbningen", d.31. maj 1967.

De efterfølgende ejere nedlagde vinhandelen i forlokalet og gav stedet en, sikkert tiltrængt, renovering. Derudover begyndte der at komme små retter på menuen, så man nu også kunne få stillet sin sult under et besøg ikke længere hos, men i ”Peter Gift”. Siden er der ikke sket de store revolutioner på Peter Gift.

Peter Gift anno 1978 - men det kunne lige så godt være 2011. Man har været tro mod stilen igennem alle årene, og Peter Gift ligner den dag i dag, sig selv.

I 2006 valgte stedets daværende ejer, Sven Bøgh, at fejre stedets 100 års jubilæum. I den forbindelse blev der naturligvis skævet til året for udstedelsen af bevillingen til Lauritz Hansen. Jeg vil påstå, at et mere passende 100-års jubilæum må finde sted i 2012, hvor Peter Gift kan fejre 100 år på samme adresse.

Den nuværende ejer, Jens Brogaard, måtte i lighed med mange andre af byens værtshuse træffe et valg ved rygelovens indførelse i 2007. Enten fjerne røgen fra værtshuset eller reducere kapaciteten og fjerne maden fra menuen for at kunne forblive et rygersted. Jens Brogaard valgte, til forskel fra en del af de andre gamle værtshuse, den første option. Det har samtidig betydet en ændring i stedets klientel, der nu også frekventeres af: ”piger, der aldrig tidligere gik på værtshus. Sportsfolk, som kommer fra DGI-Huset, sangforeninger og sekretæren, der nu tager med firmaet ud. Nu skal hun ikke længere rense sit tøj og vælger derfor at deltage i firmafrokoster”, som Jens Brogaard selv udtalte det til Aarhus Stiftstidende d.24. oktober 2010.

For nyligt gjorde stedet sig også bemærket i medierne, da man tildelte tennispigen Caroline Wozniacki en stamplads på værtshuset. Hun havde besøgt Peter Gift en efterårsaften med et par veninder. Stedets knapt så kendte gæster må dog gerne benytte Carolines plads – de skal bare rejse sig, hvis hun kommer og gør krav på den. Ja, selv landets ypperste sportskvinde forstår at sætte pris på en god gammel beværtning, når hun ser den. Det var et fornemt sted, som Lauritz Hansen grundlagde – og det er det tydeligvis stadigvæk.

I disse hyggelige omgivelser valgte hele landets tennisdarling, at tilbringe en fredag aften i venners lag. Det kan man ikke fortænke hende i!

Udgivet i Alle, Peter Gift | Skriv en kommentar

Passage-Vinstuen

Passage Vinstue står der. Bemærk at det i følge neonskiltet på facaden, ikke skal staves i bestemt éntal, som stedet ellers normalt omtales.

Andre historisk interesserede end undertegnede har også bemærket et kuriosum omkring Passsage-Vinstuen; den har op til tre forskellige adresser, og kun sjældent er det den korrekte, man støder på, når man slår værtshuset efter. Sagen er dog den, at Passage-Vinstuen har hjemme i Fiskergyde 15. Men en simpel søgning via Google vil vise, at stedet også placeres nede i Fiskergade i nummer 38. Retfærdigvis skal det siges, at bygningen Fiskergade 38 strækker sig langt op i Fiskergyde. Derudover har Passage-Vinstuen tidligere også prydet sig med lånte fjer og placeret sin adresse i Søndergade 1 a eller b. Men hvem vil ikke også gerne have et værtshus midt på strøget?!

Man kan gisne om, at stedets tidligere ejere har forsøgt at distancere sig fra Fiskergyde, da denne gade ofte har haft et lidt skummelt rygte blandt aarhusianere. Den megen adresseforvirring præger stedet den dag i dag, hvor renovationsarbejderne også har sit hyr med at finde ud af, hvor Passage-Vinstuen egentlig skal have samlet sit affald op. Men nummerrodet til trods så er det det samme værtshus, der har befundet sig i huset for enden af Fiskergyde, klods op af Posthussmøgen, i snart 100 år.

Bag dette fornemme hus gemmer Passage-Vinstuen sig. Indgangen går igennem porten på Strøget, ind i Fiskergyde, hvor værtshuset ligger. Og så kan man jo lige så godt lade som om, at man ligger på Strøget.

Første gang man kan støde på Passage-Vinstuen i de lokale medier er i en åbningsannonce i Aarhus Stiftstidende d.10 og 12. januar 1913:

”Passage-Vinstuen er aabnet. ’Ankershus’ gennem Porten. Vinhandler W. Maardt.”

Bygningen som huser Passage-Vinstuen er opført lige omkring århundredeskiftet, og hvad der har befundet sig i Passage-Vinstuens lokaler i stedets første 13 år vides ikke. Vinhandler W. Maardt, der tidligere havde drevet en beværtning i Skolegade, boede selv i en sidebygning til Fiskergade 38 – men ifølge senere oplysninger også på 1. sal i Fiskergyde 15. Allerede i værtshusets første par år satte nummerforvirringen tydeligvis ind!

D. 29. august 1916 dukker Passage-Vinstuen op i en annonce i de lokale dagblade: ”En kold Sjus 35 Øre. Servering i Haven. ’Passage-Vinstuen’ Søndergade 1 a-”. Her annonceredes der altså med en beliggenhed på strøget. Om den første ejer fortælles det, at han, uvist af hvilken årsag, gik under øgenavnet ”Pastor Smadder”. Og om stedet fortælles det endvidere, at tonen på Passage-Vinstuen var af en bramfri karakter. I John W. Oldams ringbind, som kan findes på hovedbiblioteket, refereres der til en Bacchus-dyrkende passus, som var skrevet på en af loftsbjælkerne, angiveligt af ”Pastor Smadder” selv:

”Pris være den gode St. Clemens.
Han opfandt Whiskey i vandet.
Dør man ikke af Tremens,
saa dør man af noget andet.”

Søndergade, bedre kendt som Strøget, set mod domkirken. Fotografi fra starten af 1900'tallet.

Det morsomme digt er det dog ikke længere muligt at se på Passage-Vinstuen. Det er sikkert blevet fjernet af senere ejere i forbindelse med renovering. Selvom tonen er blevet beskrevet som bramfri, er der dog meget der tyder på, at stedet ikke først og fremmest blev besøgt af havnearbejdere og håndværkere. Nærheden til strøget og det faktum, at vin dengang rent faktisk var en del af menukortet, har sikkert også bevirket, at det snarere var ’pæne’ mennesker, der betjente sig af Passage-Vinstuen end det håndarbejdende folk.

Den digteriske ”Pastor Smadder” døde d. 2. september 1920. Herefter drev hans enke, Betty Sophie Margrethe, værtshuset videre i hans ånd indtil 1922. Herefter overtog en K. Østergaard Andersen stedet, og han indrykkede i forbindelse med sin overtagelse af Passage Vinstuen, følgende artikel i Aarhus Stiftstidende d. 21. maj 1922:

”Maardts ’Passage Vinstue’. Varm Frokost 1 kr. Godt Smørrebrød. Priser på øl og Spiritus er nedsat (ny Vært)”.

Man kan lige præcis ikke se porten der fører ind til Passage-Vinstuen på dette billede. Den befinder sig ret til højre for fotografen, der her fotograferer Strøget, henover Clemensbro. I baggrunden ses domkirken.

Senere samme år annoncerede han ligeledes i Demokraten, at stedet var blevet renoveret og priserne nedsatte. K. Østergaard Andersen døde 19. april 1927, og også han blev efterfulgt af sin enke, der ligeledes holdt ud i to år. Herefter skiftede værtshuset ejer et par gange, før Inger Frentz tog over oktober 1929. Hun drev værtshuset indtil 1941, hvor en J. Karner tog over og efter ham Bjørn Rasmussen, der også drev cykelbanens restaurant. I bogen ”Aarhus. Jyllands Hovedstad II” fra 1946, der ligeledes kan findes på lokalarkivet, beskrives Passage-Vinstuen i Bjørn Rasmussens tid som ”En fredfyldt plet midt i Storbyens hektiske Trafik”.

Denne ”fredfyldte plet” skulle stedet dog ikke blive ved med at være. I 70’erne og 80’erne havde stedet et noget blakket ry som et tilholdssted for bøller og slagsbrødre. Et image som stedet, i nogles øjne, stadig kæmper lidt med. Et image som enkelte voldsepisoder med relation til Passage Vinstuen, som de lokale medier har beskrevet ganske fyldigt, heller ikke har hjulpet på. Men når det kommer til stykket, er det først og fremmest et hyggeligt og billigt værtshus for stamgæster og studerende, som stedets ejer i det nye årtusinde, Kjeld Nørregaard, bestyrer – og ikke en røverbule fyldt med bøller!

Bardisken på Passage-Vinstuen som den ser ud, her i år 2011.

Det store udland har da også bemærket den hyggelige lille oase i Aarhus’ midtby; således blev Passage Vinstuen af et større engelsk dagblad, anbefalet som et ”must see”, når man besøger Aarhus som turist. Og det kan man jo kun give englænderne ret i!

For enden af Fiskergyde ligger den, Passage-Vinstuen. Lidt gemt, men ikke glemt.

Udgivet i Alle, Passage-Vinstue | Skriv en kommentar

Jægerhytten

Jægerhytten i Jægergårdsgade. Fotograferet ved sommertid, med fortorvsservernig. Her et foto af nyere dato.

På trods af en beliggenhed midt på Aarhus’ værtshusgade par excellence (i hvert fald efter cafeernes indtog i latinerkvarteret), på en af byens travleste indkøbsgader, Jægergårdsgade, er det småt med informationer, som den gode Jægerhytte har efterladt sig i arkiverne og aviserne.

Bygningen, der huser Jægerhytten er opført i 1889 og befinder sig på Jægergaardsgade 61. Tidligere hed adressen Jægergaardsvej 61, opkaldt efter Jægergården, der var en afbyggergård til Marselisborg, opført i 1724. I 1700’tallet var Frederiksbjerg, som Jægergårdsgade med lidt god vilje befinder sig på, stadig kun en skov. Men det ændrede sig hurtigt op igennem 1800’tallet. Indtil 1910 befandt Jægergaarden sig på Jægergaardsvej, men den blev revet ned, da DSB skulle udvide med et nyt kontorhus. I takt med at byen udvidede sig, blev gaden døbt om til det lidt mere urbane; Jægergårdsgade. Det er nok ikke forkert at antage, at Jægerhytten, ligesom gaden, er opkaldt efter Jægergaarden.

Jægergårdsgade set fra M. P Bruunsgade mod vest. Billedet er taget efter år 2000.

Man ser ikke restauration i bygningen på Jægergaardsvej 61 før 1920. Det har nok haft den naturlige årsag, at nabohuset i nr. 59 siden 1899 havde været hjemsted for et værtshus med det mytologiske navn ”Heimdal”. Det har derfor næppe været specielt fristende at åbne et værtshus klods op ad naboen. Men i 1920 lukkede Heimdal – pudsigt nok samme år, som den første beværtning slog dørene op i nr.61.

En lidt grå og trist Jægerhytte. Her fotograferet d. 3 marts 1978.

Stedets første ejer var en restauratrice ved navn C. Jeppesen. Hun ejede også bygningen. Hun holdt dog kun i to år. Allerede i 1922 overtog restauratør J. P. Pedersen såvel værtshus som bygning. Året efter overtog P. Pedersen (som man nok kan formode er et familiemedlem) værtshuset, imens J. P. Pedersen forblev ejer af bygningen. Hvad værtshuset hed i dets første år, kan vi ikke vide, men det kan bestemt ikke udelukkes, at stedet har heddet Jægerhytten siden første åbningsdag. Allerede i 1924 kan man nemlig læse følgende i Aarhus Stiftstidende:

”En flink ung Pige søges til Restaurant ’Jægerhytten’, Jægergaardsgade 61 ”.

Der er ikke på noget tidspunkt, hverken før eller siden, set andre navne på denne adresse end Jægerhytten. P. Pedersen døde under 2. verdenskrig i 1943, 64 år gammel. Om ham fortælles det, at han i sit liv havde ernæret sig som sømand, styrmand og toldbetjent i Kina, før han gik i land i Jægerhytten.

Stedets koncept har stort set været det samme igennem alle årene, og klientellet på værtshuset har stort set altid bestået af faste stamgæster samt af de godtfolk, af både fin og tvivlsom art, der har frekventeret Jægergårdsgade (og -vej) i årenes løb. I en årrække var stedet tillige et fast tilholdssted for det aarhusianske travpublikum, der ofte slog et smut forbi Jægerhytten både før og efter et besøg på travbanen.

Et hyggeligt hjørne i Jægerhytten. Naturligvis med gevir på væggen.

Interiøret har alle dage bestået af jagttrofæer og andre relikvier, der kan henføre til jagtaktiviteten. En del er dog blevet skiftet ud og føjet til igennem det forgangne århundrede, og der er næppe meget af den originale udsmykning tilbage. Man har dog stadig en varm fornemmelse af at træde ind i en rigtig jagtstue, når man træder over dørtærskelen til nr. 61.

En interessant detalje, som kan betragtes på væggen, er de to tøndelåg fra et par Scahlburg-vintønder. Den berømte familie af vinimportører i Nyborg, med den berygtede frikorps Danmark frivillige, Waffen SS-officer og østfrontskæmper, C. F Schalburg, til hvem familienavnet altid vil være tragisk knyttet, har muligvis stået for vinleverancen til Jægerhytten. Tøndernes ægthed mangler jeg dog stadig at efterprøve.

Det ene af Schalburg-tøndelågene, der kan ses på væggen på Jægerhytten

Facaden på Jægerhytten har gennemgået et par ændringer i årenes løb. Heldigvis til det bedre. Som man kan se på billederne, er der sket en markant udvikling fra den lidt grå og triste facade i 70’erne til den noget mere farverige, der pryder stedet i dag, og som næsten gør det umuligt ikke at få lyst til at svinge ind til en enkelt eller to af de kolde, blandt jagttrofæer og stamkunder.

Udgivet i Alle, Jægerhytten | Skriv en kommentar

Guldborg

Dette fine billede fra lokalsamlingen viser 'Cafe Guldborg' som den så ud i 1942.

Værtshuset Guldborg hører til blandt de mindste af byens ældste værtshuse. Det lille værtshus har samtidig til huse i en af de ældste bygninger blandt de gamle barer og bodegaer – helt tilbage i 1877 er huset opført. Selve Vesterbrogade, hvor Guldborg ligger og putter sig mellem væsentligt højere bygninger, er anlagt i 1860. Gaden forbandt området vest for den lille træbro (’Vesterbroen’) der løb over Hesselbækken, der i dag løber igennem Botanisk Have, med kvægtorvet i det, der dengang var i udkanten af Aarhus. Kvægtorvet, der i dag hedder Vesterbro Torv, har altid spillet en stor rolle for erhvervs og forretningslivet i Vesterbrogade og således også for den lille beværtning Guldborg.

De handlende på Kvægtorvet - idag Vesterbro Torv - anno 1902.

Det er svært at vide med sikkerhed, hvornår værtshuset i Vesterbrogade 20 kom til at hedde Guldborg – og hvorfor det fik det navn. Første gang navnet ses i arkiverne er i 1912. Det er dog ganske vist, at der allerede tidligere blev drevet en eller anden form for restauration på adressen. Højest sandsynligt skal man helt tilbage til starten af 1880’erne (visse artikler siger 1882) for at finde åbningsåret for udskænkning i Vesterbrogade 20. Det er også ganske vist, at stedet fik bevilling i 1907, da de første bevillinger i Aarhus blev udstedt. Men om stedet har heddet Guldborg i hele perioden kan ikke fastslås, men det kan bestemt heller ikke afvises!

Vesterbrogade fotograferet i 1907, året for Guldborgs bevilling. Der ses travl hestevogns-trafik fra kvægtorvet. Nr. 20 ligger lige efter den høje lyse bygning med den hvide markise.

I stedets første år har det dog næppe været øl, der har været den primære årsag til, at folk aflagde den lille restauration et besøg. I forbindelse med at de forskellige landmænd i og omkring Aarhus har skullet sælge deres dyr på kvægtorvet, fortælles det, at kuskene, når de havde opstaldet hestene i Saltholmgade, satte sig til rette på Guldborg og nød en varm ret. Der har dog muligvis også sneget sig en øl med i samme ombæring.

Livilig aktivitet på Kvægtorvet i 1905. Man kan forestille sig, at aktiviteten også har været livlig i Vesterbrogade 20 denne dag.

Første gang Guldborg annoncerede i de lokale medier var i 1916 i Aarhus Stiftstidende:

”Cafe ’Guldborg’, Vesterbrogade 80, anbefales. Overinspektør C. C. Thislund”

En meget kort og præcis annonce, som stedets daværende ejer C. C. Thislund havde indrykket, må man sige. Bemærk i øvrigt at Guldborg dengang havde adresse på Vesterbrogade 80. Der er dog tale om samme sted som i dag – Vesterbrogade blev senere omnummereret således, at Guldborg fik nr. 20, som den stadig har.

At Guldborgs første klientel bestod af landmænd fra de omkringliggende gårde, kan man se i den følgende artikel fra Aarhus Stiftstidende d. 8. november 1916. Men man kan også se, at stedet derudover nok også har været lidt af en røverhule og næppe et sted, byens bedre borgerskab besøgte.

”En Gaardejer fra Omegnen traf 2 unge Mænd paa Café ’Guldborg’ og kom i Selskab med dem. Han tog med dem i en Taxa, og heri frastjal de ham hans Tegnebog med 800 Kroner, hvorefter de stak af. De blev dog fundet næste Dag og Pengene tilbageleveret.”

Bemærk beløbet. 800 kr. har ganske givet været en mindre formue på daværende tidspunkt, og den nævnte gårdejer har sikkert haft dagens omsætning fra kvægtorvet på sig, da han blev bestjålet.

Vesterbrogade i C. C. Thislunds tid. Her fotograferet i 1920.

Efter overinspektør C. C. Thislund skiftede Guldborg ejer en enkelt gang, inden en N. M. Brinch overtog stedet i 1928. Han bestyrede Guldborg helt indtil 1958 og sad således i hele 30 år på Vesterbrogade 20. Det har ikke været muligt at finde ud af meget om denne Brinch, og Guldborg ser ud til at have levet et stille liv i den periode – på trods af krig og kriser. Han har ikke fundet det nødvendigt at reklamere med sit værtshus i de lokale medier. Mange af de andre værtshuse, som bliver beskrevet her, skiftede, i modsætning til Guldborg, ejere mange gange i denne periode. Men N. M. Brinch var standhaftig.

...og her mange år senere, i november 1982.

Vesterbrogade har siden 1877, hvor huset i nr. 20 blev bygget, skiftet udseende en del gange. Guldborg har også fået enkelte ansigtsløftninger. Men som det ses på billedet fra 1942, er der dog ikke tale om deciderede revolutioner. Siden N. M. Brinch har stedet skiftet ejer en håndfuld gange, og man fornærmer nok ingen ved at påstå, at klientellet også er blevet skiftet ud i mellemtiden. Der er ikke kvægtorv på Vesterbro Torv længere, og der er næppe mange landmænd, som dagligt slår et smut forbi Guldborg. Derimod er der et fast stampublikum, som dog også får selskab af et væsentligt yngre publikum, når ugen er ved at gå på hæld.

I de senere år har Guldborg forsøgt sig med forskellige fornyende tiltag. Således var den for et par år siden i en kort periode det eneste reelle morgenværtshus.  Fra onsdag til søndag havde det lille sted allerede åbent fra kl.5. Desværre stoppede denne specielle ordning igen.

Morgenværtshus eller ej – Guldborg er stadig et besøg værd – om ikke andet så for at opleve at blive sendt 50 år tilbage i tiden med den helt særlige Guldborgspecialitet; Lokum i gården! Og så naturligvis også på grund af det fornemme spiritusudvalg, de kolde øl og den hyggelige stemning!

Guldborg anno 2011.

Udgivet i Alle, Guldborg | Skriv en kommentar

Cirkuskroen

Sådan tager den sig ud, Cirkuskroen. Som en lille farverig oase, klemt inde i mellem de mange gamle grå arbejder-rækkehuse fra forrige århundrede, der strækker sig op ad Skovvejen.

Cirkuskroen på Skovvejen 23 er et af de mere spøjse værtshuse i Aarhus. Ikke nok med at det er et af byens ældste – og muligvis også mindste, så er det ganske givet også det værtshus, der har den mest særprægede indretning! Et ukendt antal – men langt over 500 – klovnedukker pryder vægge, hylder, loft, vindueskarme, ja nærmest hver en afkrog af det lille værtshus til stor morskab (og skræk!) for stedets gæster. Klovnefetichen er dog af nyere dato, og selvom Cirkuskroen er en af byens ældste beværtninger, har stedet ikke altid lydt navnet ”Cirkuskroen”.

Ifølge Erhvervs – og byggestyrelsen er bygningen, der i dag huser Cirkuskroen, fra 1897 og den har til huse i ’Arbejderforeningens Boliger’, som den lange række af små, grå, to-etagers huse, der strækker sig på den vestlige side af Skovvejen, hedder. Ifølge en artikel i Aarhus Stiftstidende fra d.14. november 2008 (!), skulle der have været ”kaffe og kagested” for byens bedre borgerskab i bygningens første 5 år. Det er muligvis sandt, men jeg har ikke kunnet finde denne påstand bevist andre steder.

Den lange række af arbejder-boliger, hvor nr.23 skiller sig ud som den eneste med forretning. Her fotograferet i 1970.

Første gang vi støder på en rigtig øl-beværtning på Skovvejen 23 i vejviseren er i 1902/3. Den første ejer hed P. Heiberg, og han havde meget belejligt valgt at kalde sit værtshus for ”Heibergs Cafe”. Enten var denne P. Heiberg meget velhaven og dygtig eller også var han bare doven og sjældent til stede i sit lille værtshus. For allerede samme år, d.15. september i Aarhus Stiftstidende, indrykkede han følgende annonce:

”En net Pige kan faa Plads straks i Heibergs Cafe”.

Selvom første salen i bygningen var ledig, boede Heiberg ikke selv på Skovvejen 23. Han boede derimod i Vestergade 38. Årsagen til, at han havde råd til at hyre en ”net pige”, kan måske findes i følgende opslag i Århus Stiftstidende 10. december 1904: ”Lokalerne paa 1. Sal udlejes til Foreninger og Møder”. På den måde havde Heiberg altså mere end blot sin lille cafe at ernære sig ved. Det er svært at vide præcist, hvilket klientel der kom i Heibergs Cafe i starten af det sidste århundrede. Men da cafeen havde til huse i ’Arbejderforeningens Boliger’, er det nok ikke et helt skævt gæt, at cafeens første gæster først og fremmest har været arbejdere. At det ikke har været byens mest fornemme cafe, kan man få indtryk af i en artikel i ”Demokraten” d. 10. november 1908:

”En gæst i ’Heibergs cafe’, Skovvej 57, forsøgte at slippe ud uden at betale. Han kom i Haandgemæng med Heiberg, hvem han gav et stort slag i Nakken og et Spark i Siden. Kort efter blev han dog anholdt og senere idømt Fængsel i 3 x 5 Dages Vand og Brød”.

Bemærk at nummereringen dengang var anderledes; dengang hed det Skovvejen 57. Der er dog tale om samme sted, som i dag bærer nummer 23.

Heibergs Cafe bestod i små syv år, hvorefter stedet blev overtaget en kvinde ved navn Jensine Mollenhauer. Om hende ved vi kun, at hun ændrede stedets navn til ”Cafe Skovlyst”. Efter hende overtog endnu en kvinde; Kristine Sørensen, som søgte en kl.12-lukning hos bevillingsnævnet, men fik afslag. Efter hende overtog en mand ved navn Anders Jensen. Han havde været bestyrer for stedets to foregående kvindelige ejere. Da han selv kom til at eje Cafe Skovlyst, søgte han en serveringsjomfru i Aarhus Stiftstidende – sådan en havde man tydeligvis brug for.

Stedet skiftede ejere en håndfuld gange i løbet af første halvdel af 1900’tallet, men bestod under navnet ”Cafe Skovlyst”. Der annonceredes også relativt flittigt i de lokale dagblade. Om stedets karakter er det værd at bemærke, at der annonceredes med ”smaa priser”, og lokalbefolkningen fik også følgende høflige opfordring i Aarhus Stiftstidende 3. december 1939:

”Gaa Tur til Cafe Skovlyst. God Kaffe og godt Smørrebrød”.

Af de to annoncer får vi også et billede af en beværtning, der ikke ligefrem lå centralt i byen. Det ser man tydeligt i opfordringen til at ’gaa tur derud’ sammenholdt med stedets navn ”Cafe Skovlyst”, der sikkert refererer til beliggenheden nær Riis Skov. I dag virker nærheden til Riis Skov ikke så tydelig, men med byens størrelse på daværende tidspunkt har den ganske givet gjort det. Samtidig har havnen heller ikke været en hel så nær nabo, som den er i dag – bortset fra fiskerihavnen naturligvis. Dengang har Skovvejen 23 ligget behageligt tæt på både skov og strand.

Ved krigsudbruddet i 1940 blev stedet bestyret af enkefru K. Kristensen. Om hende ved vi, at hun d. 30. maj 1940 i Aarhus Stiftstidende har følgende bemærkelsesværdige jobannonce:

”Pige antages. Ikke for ung. Gerne tysktalende!”.

Den sidste kvalifikation har ganske givet noget med krigsudbruddet samme år samt stedets nærhed til havnen at gøre. Man kan forestille sig, at enkefru K. Kristensen har tjent en god værnemager-skilling på at servere øl for tyske matroser på landgang. Retfærdigvis skal det siges, at den slags jobannoncer ikke ligefrem var sjældne på den tid. Men nogen frihedskæmper-rede har Skovvejen 23 dog næppe været i de første fem år af 40’erne.

Skovvejen fotograferet mod nord i juni 1954. Det skarpe øje vil kunne ane navnet "Skovvejens Cafe" over døren på andet hus i rækken efter den høje etageejendom til venstre i billedet.

Efter krigen skiftede værtshuset, uvist af hvilken årsag, navn til ”Skovvejens Cafe”, et navn stedet beholdt indtil 1960, hvor det fik sit nuværende: ”Cirkuskroen”. Navnet stammer fra den berømte cirkusfamilie Miehe, der turnerede fra midten af 1800’tallet og indtil 1958, hvor cirkusset lukkede. I stedet slog familien sig på værtshusdrift. En gren af familien drev Færgekroen i Skolegade, som desværre ikke eksisterer længere.

Skovvejens Cafe er blevet til Cirkuskroen. Den kan være svær at ane, men den gemmer sig i huset med den mørke facade. Bemærk den sirlige skråskrift som det første skilt er skrevet med. Her fotograferet i åbningsåret 1960.

En anden gren, bestående af ægteparret Oda og Eugen Miehe, slog sig ned på Skovvejen 23 og åbnede Cirkuskroen d. 5 marts 1960. Stedet bar fra starten af præg af ægteparrets tidligere virke. Ved Eugens død i midten af 60’erne, fik Oda, efter sigende, to kvinder til at bestyre Cirkuskroen for sig; Gudrun og Frida Ingerdal hed de beslægtede bestyrere. Cirkuskroen forblev Oda Miehes indtil midten af 70’erne, hvorefter Alex Olsen tog over og førte stedet uforandret videre. Oda, der i mellemtiden var blevet enkefru Miehe, blev dog boende i ejendommen lige ovenpå det værtshus, hun selv havde grundlagt, indtil sin død i 1993. Hun blev 80 år gammel og nåede således at være både cirkusartist og ’kromutter’ i sit liv!

Cirkuskroen i sine "barske" år, passende skjult bag et stort træ. Her fra juni 1986.

Efter Alex Olsens død i 1996 blev Cirkuskroen overtaget af stedets nuværende ejer, Lars Andersen, der kom med en fortid som ølkusk hos Ceres. På daværende tidspunkt var Cirkuskroen kendt som lidt af et ballade-sted. Det ry synes dog at være forsvundet igen, og stedet frekventeres i dag af såvel håndværkere, havnearbejdere og studerende. I stedet er Cirkuskroen nu kendt for sin imponerende klovnedukkesamling, som næppe har sin lige noget andet sted, og for på stedets 50 års fødselsdag i 2010 at skrue priserne 50 år tilbage i tiden. Den dag kunne man få sig en pilsner til 2 kr. og et glas vin til 3 kr.! Ved rygelovens indførelse i 2007 gjorde Lars Andersen sig også bemærket i de lokale medier på Cirkuskroens vegne, som kraftig modstander af rygeforbuddet. Den dag i dag er det da også muligt at nyde en smøg på Cirkuskroen – og en øl, naturligvis.

De er over alt på Cirkuskroen: Klovne!

Udgivet i Alle, Cirkuskroen | Skriv en kommentar